Hvordan får vi ESG-arbejdet til at give mening og skabe værdi i bestyrelseslokalet? Et godt sted at starte er med det nære og konkrete. Som bestyrelsesformand i HS Byg A/S deler jeg her et eksempel fra en mail, der gjorde mig virkelig glad: ”Det har vi helt styr på!” skrev direktøren, da jeg sendte et nyhedsbrev videre om nye affaldsregler. Det viser, at vores ESG-indsats ikke bare er strategi – den lever i hverdagen. Og det gør en forskel.
Jeg bliver så glad – ESG arbejdet i bestyrelsen
Som bestyrelsesprofessionel følger jeg naturligvis med i, hvad der rører sig i de brancher, jeg arbejder med – herunder ny regulering, grøn omstilling og praksisnær ESG. En stor del af inputtene kommer via DI’s nyhedsbreve, og for nylig stødte jeg på et arrangement fra DI Byggeri med titlen: “Nye regler – Hvordan håndterer du byggeaffald korrekt?”
Det sendte jeg straks videre til direktionen i HS Byg A/S, hvor jeg er formand for bestyrelsen. Kort efter fik jeg denne besked retur:
”Hej Pia. Det har vi helt styr på og havde faktisk i fredags tilsyn fra kommunen – vi var lige udvalgt til det! 😊 Det affaldssystem, vi har bygget op for 2 år siden, svarer til de nye krav, som vi skal opfylde.”
Sådan en besked gør mig glad – fordi den viser, at ESG ikke bare er noget, vi taler om. Det er en reel og levende del af forretningen.
Affaldssortering er ikke bare sort/hvid
Som direktør og ejer Henrik Søgaard siger:
“Det er ikke sådan lige til at følge med i reglerne for sortering – og det udvikler sig også undervejs.”
Der skal ofte præcisering til ved de enkelte containere og beholdere, så sorteringen fungerer både korrekt og gnidningsfrit – f.eks. ved indlevering til genbrugsstationen REVAS i Viborg. Henrik fortalte også, at tilsynsmedarbejderen fra Viborg Kommune spurgte, om han måtte tage billeder til inspiration for andre byggefirmaer. Det måtte han naturligvis gerne!
Et konkret eksempel fra byggepladsen
Et af de steder, hvor der stadig sker læring i praksis, er containeren til BETON / TEGL / MURSTEN.
Her har erfaringen vist, at mursten fra skorstenen ikke må komme i – pga. sod – og at klinker heller ikke er tilladt. Begge dele gør, at affaldet ikke kan genanvendes, og derfor skal de i stedet i deponicontaineren.
Og dén container forsøger man at undgå at bruge unødigt – både af miljømæssige og økonomiske årsager. Deponi er for evigt, mens genbrug og genanvendelse er vejen frem.
Et stærkt samarbejde mellem drift og bestyrelse
Som bestyrelse er det vores opgave at stille de rigtig spørgsmål for sammen med direktionen at udstikke retningen. Men det er i driften og hverdagen, at ESG-arbejdet for alvor folder sig ud – og det kræver både systematik og engagement.
At modtage en mail som denne – og høre hvordan regler, praksis og kommunal tilsyn går op i en højere enhed – bekræfter for mig, at strategisk bestyrelsesarbejde og bæredygtig forretningspraksis går hånd i hånd.
Det er sådan noget, der gør mig glad.
Læs mere om mit bestyrelsesarbejde.